Efter i længere tid at have haft en oplevelse af at kæmpe i mod øget bureaukratiseringer og New Public Managements febrile behov for målrationalitet og dokumentation, mod pædagogisk selv-nedvurderinger, og organisatoriske uigennemsigtigheder, er jeg virkelig glad for at nogen har sat ord på dette:
"..de samfundsmæssige ændringer og særligt den økonomiske rationalitet, (har) tilsidesat en fri og kritisk offentlighed. (...) Pædagoger oplever at de ikke bliver hørt, og deres mulighed for at præge omgivelserne er minimale. (...) Aktørerne inden for det pædagogiske område er gradvist blevet frataget muligheden for at være med til at debattere og præge udviklingen på henholdsvis institutions-, kommunalt og samfundsmæssigt niveau. Legitimering af fjernelse af (pædagogers) myndighed hentes i argumentationen, der bygger på (... at) der er brug for at effektivisere det pædagogiske arbejde, og der er brug for at forbedre børns, unges og voksnes kundskaber. Klare mål, midler, dokumentation og evaluering menes at kunne skabe mere eller mindre målbare resultater" Rasmus Willig. Unni Lind.Pædagogik. 2015. s 28
Måske er der et paradigme skifte på vej, hvor vi, som pædagoger, tør stå ved vores faglighed, også selvom lederen, lægen, psykiateren ikke umiddelbart er enig. Hvor kritik bliver modtaget ligeværdigt mellem fagpersoner.
"Pædagogik som en kritisk metier er konstruktiv, fordi kritik ikke kun handler om at kritisere og bryde ned. Den kan fagligt begrundes og er afhængig af en faglig dømmekraft. Kritik af det, man ser og oplever, følgers nemig op af overvejelser og forslag til veje man kan eller bør gå."
"Når pædagoger fratages muligheden for kritik eller (...) ligefrem negligeres, fratages de muligheden for at arbejde pædagogisk kvalificeret" Unni Lind.Pædagogik. 2015. s 29
Ingen kommentarer:
Send en kommentar